Forside |
... fra Oldemors Kogebog ! |
Det danske køkken gennemgik en rivende udvikling fra sidste halvdel af 1800-tallet. I Oldemors Kogebog har jeg samlet en lang række spændende opskrifter fra det historiske danske køkken og specielt fra dets udvikling omkring 1890'erne og frem til begyndelsen af 1900'tallet. Få indblik og tilbageblik til dengang i 90'erne (altså 1890'erne), hvor slowfood, økologi og fusion var mere normalt end mange forestiller sig. Her er masser af eksempler på retter fra "... dengang i halvfemserne ...før verden gik af lave!". Urter og grøntsager havde smag, og antallet af sorter og varianter var langt større end i dag. Kødet smagte af kød, og var ikke kunstigt udvandet for at få kiloprisen ned. Tilsætningsstoffer og e-numre tilhørte en fjern fremtid, og der eksisterede en større variation i dyrkning og frembringelse af råmaterialer til vore køkkener end i dag, specielt blandt familier med haveadgang. Uanset fravær af de moderne køkkenteknologiske remedier (vi i dag ikke tror vi kan leve foruden) og uden diverse hjælpestoffer blev maden tilberedt med kærlig omhu af vore oldemødre. Tilberedning uden tidsbesparende genveje var med til at sikre en velsmagende mad og livretter som fortsat florerer i vor hukommelse og som udgør hovedingredienser i mange af vore traditioner. Brug opskrifterne, prøv dig frem, eksperimenter med naturen og historiens ressourcer, og føl dig velkommen til at sende mig kommentarer med ros og ris, forslag til forbedringer, m.m. Velbekomme!
|
© engelund.dk, 2009
ros, ris og kommentarer er velkommen!
tryk her for at sende en mail!