Oldemor |
... hvem var Oldemor ? |
En af mine oldemødre hed Cecilie Mortensen. Jeg kender ikke specielt meget til hendes liv, udover at hun var min højt elskede morfars mor. Jeg vidste faktisk heller ikke, hvor hun havde boet, før vi for et par måneder siden kørte en tur gennem Odsherred. Da vi vendte bilen ud for en gård norden for Sidinge Dæmningen og er på vej tilbage siger min mor "...derinde boede mine bedsteforældre!". Det sludrede vi så lidt om, og historien og historierne udviklede sig yderligere, da min mor kort tid efter flyttede og vi under den oprydning og omorganisering, der altid følger med en flytning, faldt over en gammel bog indpakket i brunt karduspapir. Det viste sig nemlig at være min mors bedstemors gamle kogebog, som min mor selv for mange år siden havde fundet, stuvet af vejen på loftet hos sine forældre. Hvornår hun fandt den er uvist, men det var muligvis i forbindelse med den "omorganisering" som altid bliver aktuel og måske nødvendig, når familien som i dette tilfælde flyttede fra en større til en mindre landejendom. Det er en kombination af denne kogebog sammen med de historier jeg har hørt fra min mor og mormor, som sammen med de mange ting og sager jeg gennem tiderne har samlet sammen i form af erfaringer, papirer, opskrifter, erindringer, billeder, m.m. som tilsammen har resulteret i denne samling af opskrifter m.m. fra "min oldemors kogebog!" eller "inspirationer fra min oldemors køkken!". Brug opskrifterne, prøv dig frem, eksperimenter med naturen og historiens ressourcer, og føl dig velkommen til at sende mig kommentarer med ros og ris, forslag til forbedringer, m.m. Velbekomme!
|
© engelund.dk, 2009
ros, ris og kommentarer er velkommen!
tryk her for at sende en mail!